Indvandrere, flygtninge, asylansøgere?
Når det gælder voksne tredjelandsstatsborgere varierer de rettigheder og pligter, du har ret til, samt deres omfang i henhold til to hovedretlige elementer: 1) hvis du regelmæssigt eller uregelmæssigt opholder dig på en stats område, og 2) hvad status, du er berettiget til.
Her er en liste af nogle betingelser der gør din indrejse op ophold i et EU land lovligt.
- Din indrejse er godkendt af anerkendte myndigheder
- Du har alle de krævede dokumenter, og du opfylder alle kravene ved indrejse i henhold til (EU) lov (Reg. 399/2016 Schengen Borders Code Article 6; 810/2001 Visa Code; Reg. 1806/2018 Reg. Liste)
- Du er rejst ind i og / eller opholdt dig uregelmæssigt på et EU-lands territorium, men du har ansøgt om international beskyttelse. I dette tilfælde skal du efter at have indgivet en international beskyttelsesanmodning og i hele perioden af behandlingen af din ansøgning være regelmæssigt til stede på territoriet i det land, der er ansvarlig for vurderingen af din ansøgning. Hvis myndigheden afslår din anmodning om international beskyttelse, og du beslutter at appellere mod afslaget, vil du være i stand til at forblive på dette område, indtil den kompetente myndighed træffer en endelig afgørelse i din sag.
Her er en liste over forhold, der gør din indrejse og ophold i en EU-medlemsstat ulovlig.
- Din tilstedeværelse på et lands område opfylder ikke eller opfylder ikke længere betingelserne for indrejse som beskrevet i artikel 5, Schengen eller andre betingelser for indrejse eller ophold i den pågældende medlemsstat
- Du har krydset en international grænse uden de nødvendige dokumenter og / eller tilladelser fra rette myndigheder
- Du er lovligt rejst ind i en medlemsstats område, men dit visum / dokumentation er udløbet, og det er ikke blevet fornyet
- De oplysninger, du har givet myndighederne for at få visum eller andet rejsedokument, var falske
- Du har indgivet en international beskyttelsesanmodning, der har modtaget et endeligt afslag af myndighederne.
Der er ingen universelt gældende definition af migrant. Den Internationale Organisation for Migration (IOM) definerer en indvandrer som ‘enhver person, der bevæger sig eller er flyttet over en international grænse eller inden for en stat væk fra sit sædvanlige opholdssted, uanset (1) personens juridiske status; (2) om bevægelsen er frivillig eller ufrivillig (3) hvad årsagerne til bevægelsen er; eller (4) hvad længden af opholdet er’. UNHCR’s definition af migranter ser mere på årsagerne til afrejse: ‘migrant beskriver enhver person, der bevæger sig, normalt over en international grænse, for at slutte sig til familiemedlemmer, der allerede er i udlandet, for at søge et levebrød, for at undslippe en naturkatastrofe eller for en række af andre formål ‘.
Ud over regionale bredere eller snævrere definitioner af, hvem der er flygtning, er referencepunktet i international flygtningelov 1951-Genève-konventionen om flygtninges status, hvor artikel 1(A)2 definerer en flygtning som ‘En person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil.’
En asylansøger eller mere præcist en ansøger om international beskyttelse er en tredjelandsstatsborger, der har en velbegrundet frygt for forfølgelse eller alvorlig skade og på grund af en sådan frygt ikke er villig til at vende tilbage til deres hjemland og derfor har ansøgt eller har tilkendegivet deres hensigt om at ansøge om en international beskyttelsesstatus på en medlemsstats område.
Inden for rammerne af EU’s asylret fastlægger 2011/95 / EU-direktivet (kvalifikationsdirektivet), at international beskyttelse er karakteriseret af to forskellige beskyttelsesstatusser, der giver adgang til rettigheder og pligter i forskelligt omfang: flygtningestatus og subsidiær beskyttelsesstatus.
Artikel 2(d): ’flygtning’: en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, eller en statsløs person, som opholder sig uden for det land, hvor han tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, af samme grunde som anført ovenfor, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil vende tilbage til dette land, og som ikke er omfattet af artikel 12;
Artikel 2(f): ’person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse’: en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der ikke anerkendes som flygtning, men for hvem der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende, hvis han eller hun sendes tilbage til sit hjemland eller, for så vidt angår en statsløs, til det land, hvor han eller hun tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, vil løbe en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i artikel 15, og som ikke er omfattet af artikel 17, stk. 1 og 2, og som ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse’.
Agenda 2030 for bæredygtig udvikling er fortaler for en samlet genovervejelse af migration såvel som af de rodfæstede klassifikationer, der traditionelt har præget menneskelig mobilitet. Faktisk bevæger 2030-dagsordenen sig væk fra den velkendte kategorisering af oprindelsesland, transit- og destinationsland ved at understrege universalitet for derved at omfatte et mere holistisk syn, hvor hver stat påtager sig sit ansvar over for en sikker, ordnet, og regelmæssig migration i en ånd af delt ansvar og globalt partnerskab. I denne forstand fremmer Agenda 2030 en international styring af migration, der går ud over de enkelte jurisdiktioner og nationale ordninger. Desuden hjælper princippet “at ingen efterlades” og den indbyrdes forbundne inklusion af dagsordenen også med et billede af et nyt perspektiv på migration, hvor de ofte faste definitioner af intern / ekstern, regelmæssig / uregelmæssig, frivillig / tvungen migration synes at tabe deres mening til fordel for det presserende behov for at nå ud til ethvert individ, uanset hvor de er, uanset deres status, nationalitet, race osv. Agendaen refererer faktisk ikke til migranter eller kun til flygtninge, snarere til mennesker, samfund og sårbare grupper generelt, blandt hvilke flygtninge der er mænd, kvinder og børn, internt fordrevne personer og migranter nævnes som sårbare mennesker, der fortjener særlig opmærksomhed og hjælp, og hvis behov bør tages op.
Ved at se samlet på migration og verdensmål forklarer IOM yderligere, at denne alternative fortolkning af migration ‘[…] også kan hjælpe med at flytte migrations- og udviklingsdagsordenen væk fra kun at fokusere på, hvordan migrerende kvinder og mænd kan bidrage til oprindelseslandene og mod et mere holistisk syn, der anerkender migration som en mangesidet virkelighed, der kan yde et positivt bidrag til udviklingsresultaterne’.